Jeg har ingen øl. Og jeg glemte at købe smøger på vejen hjem fra arbejde. Anlægget virker ikke helt optimalt. Det gider kun at spille de skiver jeg ikke gider at høre. Så spørger du sikkert; ”hvorfor har du ikke et ordentligt anlæg?” Ja, det må du egentlig gerne spørge om. Jeg glemte det vel. Ligesom smøgerne.

Køleskabet indeholder en dåse tun, et løg og en liter mælk. Og lidt af en skæreost. Økologisk. Idéer til retter med disse ingredienser modtages gerne.

For at fuldende min dag, havde det været oplagt hvis min sofa var blevet stjålet mens jeg var på arbejde. Og kunne de for guds skyld ikke også have nakket mit anlæg. Og efterladt en pakke cigaretter og en six-pack. Se så havde min dag været reddet. Hvis de altså så også havde ladt sofaen blive stående. Og fået mit anlæg til at virke.

Lige nu sidder jeg bare og tænker, at gid det dog bare havde været lørdag igen. Altså lige præcis den lørdag i den næsten veloverståede weekend. Næsten veloverståede, fordi jeg atter formåede at tiltuske mig adgang til endnu en skadestue med endnu en forstuvet ankel. Bispebjerg hospital har bedre saftevand end Amager hospital.

Nå med gid det var i lørdags i dag. For da var jeg til noget der meget let kunne gå hen og blive året og livets koncert. I den Grå Hal på Christiania. Med nogle meget gode venner. For at høre noget dejlig musik. The Good The Bad må være Danmarks mest uopdagede instrumentale surf-rock-band. Slet ”Danmarks”. Verdens mest uopdagede instrumentale surf-rock-band. De varmede op for Danmarks og verdens bedste rockband: Black Rebel Motorcycle Club. ”Danmarks bedste” fordi trommeslager Leah Shapiro er dansk. ”Verdens bedste” fordi resten af bandet ikke er dansk. Alt i alt tre timers tour de force i hvordan rockmusik egentlig altid burde lyde. En demonstration i hvordan blot tre mennesker (i hvert band)kan få 3000 mennesker til at tænke ”Åh gid jeg kunne spille på et eller andet. Ordentligt” Og efter seks øl ”Jeg laver satme et band. Skal vi lave et band? Vi skal spille det de spiller. Vi skal satme lave et band. Jeg kan spille lidt guitar!” Jeg har faktisk lavet et band i netop sådan en situation. Sammen med tre kolleger. Jeg er faktisk trommeslager i Motherfuckers from Hell. Vi skal snart i øveren. Det bliver ondt. Der er masser af merchandise på vej.

Havde jeg være anmelder, så havde jeg givet koncerten tres af tres stjerner. Nu er jeg ikke anmelder, men jeg vil alligevel gerne give tres flotte stjerner. 55 af dem for en forrygende koncert. De sidste fem plus endnu tres for efterfølgende at få lov til at drikke øl med Peter Hayes – guitarist i BRMC. Hvor tit får man lov til at drikke øl med guitaristen i et af sine favoritbands? For Big Fat Snake-fans ville det være som at drikke øl med Peter Viskinde. Jeg oplevede det for 5-6 år siden. Altså ikke det med Peter Viskinde. Men da BRMC spillede i Vega og kom forbi McKluuds efter koncerten. Hvor jeg havde billet. Ikke til McKluuds, men til koncerten. Dagen før. I Århus – eller er det Aarhus? Billetkontrolløren i Vega – i København – fik så ondt af mig, at han lukkede mig ind. Og tak for det for øvrigt.

Det er snart jul og min mor har sendt mig en skrabekalender med en seddel hvor hun skriver, at hun håber at det lige netop er mig der vinder den store præmie. Jeg synes det er lidt ondt overfor min bror og min søster. Men jeg klager ikke. Jeg ville også ønske at det var mig der vandt. Det er så også det eneste julepynt jeg har. Kan man overhovedet kalde en seddel fra sin mor for julepynt? Hvis jeg vinder den store præmie holder jeg en fest, hvor The Good The Bad kommer. Og spiller vel sagtens. Let’s face it… Jeg har ikke råd til BRMC. Deres omkostninger til coke og kvædethe er helt hen i vejret. Så kryds jeres fingre for at jeg vinder. Jeg lover at invitere min mor også. Så kan I møde hende. Ikke til coke og kvædethe dog. For BRMC kommer jo ikke og spiller til festen. Hun – min mor – laver for øvrigt en satans god gryderet. Og hun er tosset med jul. Og nisser. Og så er hun bare et godt menneske. Hvis hun læste denne blog ville hun starte golfen og køre over og fylde mit køleskab, lave gryderet og hente øl og cigaretter. Lige bortset fra det med cigaretterne.

To uger på hotel gør noget ved en. Jeg har vænnet mig til badekar og gider ikke længere brusebad. Så jeg går ikke i bad. Jeg har vænnet mig til at lade receptionister til at vække mig, så nu står jeg ikke op. Jeg har vænnet mig til at maden står parat, så nu går jeg ikke længere i Netto. Den kommer nok til at gøre ondt på torsdag, når køleskabet efter alt at dømme er helt tomt. Jeg skal nu til at omstille mig på en tilværelse med et serviceniveau på et helt andet plan. Og jeg skal til at vænne mig til at vægten nu siger +80 kilo. Det er hvad to uger på hotel gør ved en. Det, og et alt for godt efterår og en fin fin sommer. Planen om at have vaskebræt inden turen på stranden i sommer, gik en tur i vasken. Så nu hedder planen ”få et vaskebræt inden turen går rundt om juletræet.” Jeg er ikke decideret fed. Ved siden af Amin Jensen ligner jeg en der kunne have været med i et meget indadvendt og selvmedlidende indieband. Men ved siden af en der kunne have været med i et meget indadvendt og selvmedlidende indieband, ligner jeg nok Amin Jensen. Og det er ikke rart. For guderne skal vide at jeg hader Amin Jensen. Hader er et stærk ord, men jeg er på ingen måde specielt begejstret for Amin. Lige nu sidder jeg og holder maven inde, mens jeg skriver. Og jeg har planer om at tage 100 mavebøjninger inden jeg går i seng. Plus minus 75.

Efter arbejde i dag tog jeg ind i en sportmaster for at se på løbesko. Inden jeg nåede at tænke ”det ku satme være rart med en pils på sofaen i selskab med en Camel”, stod jeg på løbebåndet iført et par løbesko til 1500 kr., mens en ansat fra sportmaster filmede mit løb og kom med gode råd til hvilke sko jeg kunne vælge for at få mere stødabsorbering. Sjovt nok var der ingen af skoene der kostede mindre end 1200. Jeg endte med at impulskøbe dem til 1500 efter at have presset prisen ned til 1200. Jeg sidder nu med følelsen af at være sund, impulsiv, dum, fattig og samtidig med følelsen af at have råd til at tage i byen på lørdag, fordi jeg sparede de 300 kr.
Løbeturen her til aften har ikke gjort det den skulle endnu. Jeg føler mig ikke lettere. Jeg er i stedet for en smule træt i benene og lugter lidt af sved, fordi jeg ikke har et karbad.

Turen i byen i weekenden bliver vel stille og rolig. Man kunne tage ind og lege teenager og vente på Julebrygge på fredag. Man kunne også sætte sig et værtshus hvor teenagerne ikke kommer og bitche over teenagere, som fejrer julebryggens komme som var det endnu en Twilight-film. Det bliver sikkert det sidste alternativ, efterfulgt af en enkelt Julebryg. Man skal jo for fanden lige smage på stadset. Lørdag bliver også stille og rolig. Fodboldafslutning i Vendia In Hafnia. 25 gutter fra Nordjylland. En enkelt eller to. Stille og rolig musik på radioen. Dybe samtaler om Foucault og sikkert også eksistentialisme. Og ikke et ord om kvinder. Tidligt i seng for at være frisk til løbetures søndag morgen. Og mon ikke jeg lige når den sene gudstjeneste også…

Det startede med Madonna. Ser I, min storebror var sådan en heavy metal-dude tilbage i firserne. Iron Maiden, Metallica og Megadeath(!) udgjorde – til mine forældres fortrydelse – soundtracket til vores tilværelse hjemme i lejligheden på Østerbro. Og jeg hørte, hvad min storebror hørte – jeg så jo op til ham som bare fanden. Men en dag kom han hjem med Madonnas Like A Prayer-album. Jeg ved ikke, hvad der fik ham til at købe den, måske var det på grund af den kontroversielle video, måske var det LP-coveret med damens bare maveskind – måske var det, fordi hende Anja fra klassen kunne lide Madonna, for hende var han åh-så forelsket i. (Det ved jeg, for det stod i hans dagbog. Som jeg læste. Natürlich.)

Like A Prayer er et FANtastisk popnummer. Det ved I godt – og det vidste jeg, fra det øjeblik jeg hørte det, siddende i skrædderstilling på gangen ude foran min brors værelse. (Jeg måtte aldrig komme ind. Måske på grund af det med dagbogen.)

Bevares, jeg har da også svælget i ulykkelige singer-songwritere, og jeg er faktisk stadig meget glad for Metallica. Men jeg er simpelt indrettet, og intet går i hjertet og i benene på mig som en god popsang. Med tekster, der betyder præcis det, der bliver sagt, og et beat, der ikke vil stoppe. Jeg elsker Robyn, og jeg føler med hende hvert sekund af Dancing On My Own og Be Mine. Medinas Kun for mig er den suveræne nummer 1 på min Top 25 Most Played-liste i iTunes. Og jeg har til dato været til fire Madonna-koncerter, og jeg kan love jer for, at jeg står der igen, næste gang hun tager på turné.

Hvis nu I havde glemt, præcis hvor fedt, det er – så får I lige verdens bedste popnummer. Syng med, og dans for fanden!

Ting jeg har gjort for at finde den eftertragtede inspiration:

- Tjekket Facebook.

Ting som er sket på Facebook den sidste time:

• Én ven har uploadet billede af hund.
• Én ven har skrevet en statusopdatering om Champions League.
• To venner har uploadet billeder af deres børn.
• Én ven har skrevet, at det er irriterende, at det regner. Igen.

Det lettede ingenlunde byrden. Dernæst tjekkede jeg nogle modeblogs, fordi jeg egentlig elsker mode, og rigtig gerne vil skrive noget om det, for det har jeg ikke gjort herinde endnu.

Ting som man kunne lære på de danske modeblogs:

• 80′erne are (stadig) back.
• Det vrimler (stadig) med hipstamatic for iPhone-pics. (Har y’all hørt om det der analog-foto? Det’ the shit! Vi gider bare ikke rigtig bøvle og gøre det ordentligt).
• Kalaset er (stadig) bare så hyggeligt.
• Ordet “item” er blevet en fast del af det danske sprog.
• Der er en del fester, som alle de samme mennesker går til, i det der kødbyen.

Herefter gennemgik jeg riiigtig mange billeder af Magnus, fordi jeg tænkte, jeg kunne lave et indlæg om ham. (Min kat). Så overvejede jeg at komme med mit bud på en “The Social Network”-anmeldelse, for jeg er ikke (helt) enig med Astrid. Så så jeg “The Squid and the Whale”, og overvejede kort en post om teenagedrenge og deres regelmæssige sædafgang, men det blev ligesom for lummert.

Nu giver jeg op. Folks, det var tre minutter af jeres liv, I aldrig får tilbage.

Til gengæld lover jeg, at fremtiden vil byde på mindst to af de actionpacked ovennævnte emner. Måske bare ikke på en mandag.

Keep it real,

K

Således havde Ryan Adams og jeg en mindre krise, da han pludselig blev stor i gymnasieklasserne for et par år siden, og jeg led en stor sorg, da The Strokes blev taget fra mig tilbage i ’01. Jeg ville gerne have tingene lidt for mig selv. Det er nok et ret generelt karaktertræk, og det er ikke anderledes med musikken. Hertil skal tilføjes en nærmest klaustrofobisk afsky overfor folkeligheden, som jeg klart giver min far skylden for. Vi har aldrig været med til en skid folkeligt – jeg måtte ikke engang besøge det rundrejsende tivoli, når det nåede Esbjerg, i mine inbetweener-år – og min far er benhård og sarkastisk overfor sine jævnaldrendes musiksmag. Jeg er opvokset med The Smiths og New Order, og TV2 er mega no go.

Men jeg har altså en forbandet god musiksmag. Jeg tror faktisk, at alle ville elske alle mine plader, hvis de bare gad lytte til dem. Og efteråret passer perfekt til min musik. Foråret skriger på noget gladere og lettere, og sommeren slår mig helt omkuld med sine vulgære krav om løssluppenhed, men efteråret – det passer til the soundtrack of my life. Lige nu er jeg ved at græde af glæde over at have opdaget Son Lux, og vil gerne vise jer denne smukke video:

Jeg er, trods fortidens uoverensstemmelser, helt betaget af den akustiske version af the Strokes’ gamle “You Only Live Once”, som bliver brugt i traileren til Sofia Coppolas nye, “Somewhere”. Jeg har genfundet mine Jesus and Mary Chain-plader, som er lavet til at blive hørt på denne årstid, og jeg biver måske aldrig træt af at høre på dem her:

Hvis I alligevel synes, det bliver for trist, kan jeg anbefale glade Beach Boys’ede Magic Boys:

OG så synes jeg, I alle skal få røven ud til Amager Bio d. 22. november for at se The Walkmen.

Det var det vigtigste lige nu.

K

Men nøj hvor jeg glæder mig til komme væk. Væk fra et land hvor MTV’s seere lige netop har kåret Rasmus Seebach som denne nations bedste sanger. Herre Jemeni! Det svarer til at Birthe Rønn vinder Paradise Hotel. Jeg håber at MTV rent faktisk er begyndt at spille musik når jeg kommer tilbage igen. Og jeg håber ved gud at MTV’s seeres forældre tager fat i de uvorne unger og lærer dem noget om musik! Gør nu jer selv og os andre den tjeneste at præsentere ungerne for noget ordentligt musik eller at nægte dem adgang til MTV. Når jeg får unger står der fandeme ikke ”Hitz for Kidz” eller Rasmus Seebach på nogen af deres ønskesedler. Hvis det alligevel sker, er der lukket for Breezerne indtil de fylder 21 år. Altså ungerne. Ikke Breezerne.

Og jeg glæder mig til at komme væk fra kulden og blæsten. Sunny Amsterdam skulle være pisseflot på denne årstid. Så derfor vælger jeg at tage på konference en halv times kørsel udenfor Amsterdam. Hvor der kun er et konferencehotel og ca. 800 kolleger fra hele verden. Og en temafest… med 80’erne som tema. Jeg vil næsten hellere lytte alle Hidz for Kidz igennem fra ende til anden end tage til en temafest. Helle for at være ham der klæder sig ud som ham den mørkhårede fra Modern Talking, der synger Brother Louie.

Hvad nu hvis der er en masse fattige mennesker med til konferencen, eller folk fra Belgien, som vitterligt ikke har haft råd til at købe tøj siden 80’erne? Er det så synd for dem, eller har de bare en fordel?

Finchers Facebook-film er en forrygende fabel, skriver Politikens anmelder Kim Skotte – som tilsyneladende også er glad for bogstavrim. Og jøsses, den var da ikke dårlig. Ganske godt skruet sammen, egentlig, med masser af velsmurt dialog, god musik og ikke mindst Justin Timberlake som the Napster-man. Jeg var underholdt hele vejen igennem. Men jeg undrer mig også.

Hvis I har læst bare en enkelt anmeldelse af filmen, ved I, at det bestemt ikke er et flatterende billede, der bliver tegnet af Facebooks grundlægger. Faktisk bliver han, uden at jeg skal afsløre for meget, kaldt et røvhul i den første scene, og det fortsætter mere eller mindre filmen ud. Han er ikke et 100 % ucharmerende røvhul, han er ret sjov og helt sikkert ualmindeligt klog. Men et røvhul. Som stjæler andres idéer, kalder piger grimme ting på internettet og snyder sin bedste ven for mange millioner dollars. What an ass, er budskabet tilsyneladende, og filmens historie bygger på en fascination af, hvordan denne sociale retardo kan have opfundet det mest sociale af alle sociale netværk.

Jeg forstår det altså ikke. Altså pointen. Hvorfor er det lige den historie, de har valgt at fortælle?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker Facebook. Jeg ville få det intravenøst, hvis jeg kunne. Og jeg synes, at det er sindssygt interessant, hvilken betydning det har fået, hvordan man genetablerer kontakten med gamle klassekammerater, stalker ekskærester og finder et publikum for hver eneste lille tankebøvs igennem sin statusopdatering. Men det spiller ingen rolle i filmen. Selve Facebook bliver kun omtalt som en forretning og som noget, der giver Zuckerberg den popularitet, han åbenbart er helt desperat efter. Filmen hedder The Social Network, men det er ikke det, den handler om. Det undrer mig. For det første.

For det andet køber jeg ikke den med, at en fyr med så jammerlige social skills kan bygge et system, som i den grad hjælper folk til at være sociale. Det kræver vel en vis forståelse for – ja, socialitet. Fremstillingen af Mark Zuckerberg som et asocialt røvhul giver ikke mening for mig. Det er utroværdigt.

For det tredje er det tarveligt.

Så jeg ved ikke, hvad jeg skal mene. På den ene side er det på alle mulige parametre en god film, men på den anden side kunne den have været så meget bedre, mere interessant og mere troværdig. Hvor ærgerligt.

I går var ingen undtagelse, og min familie, som heldigvis respekterer, at deres 32-årige medlem stadig holder en hel “fødselsdags-weekend” og forventer deltagelse fra det mørke Vestjylland, var i Kbh og fejrede mig med masser af mad, efterårssolskin, rødvin og gåture. Det var pragt-fuldt. Og Andreas gav mig en tur til Damaskus i foråret.

Men. Fødselsdage er også melankolske. Jeg kommer altid til at tænke på:

1: Tjeklister. Hvad burde jeg have nået by now? Havde du spurgt mig som 16-årig, ville jeg for eksempel nok have haft mindst halvandet barn nu. Og et sommerhus. Og et job, som krævede power suits, på en arbejdsplads som lavede ordentlig kaffe. Alle folk er meget sådan “sikke noget fis med de lister” og man skal ikke stresse over presset, hvilket er fint og fornuftigt. På den anden side er jeg for første gang ved at have en alder, hvor alting ikke lader sig gøre længere. Tid er et issue.

2: The road not taken. Hvad nu hvis vi aldrig var flyttet hjem til Danmark? Hvad nu hvis jeg havde læst noget andet på UNI? Hvad hvis jeg stadig var kærester med Svenne fra gymnasiet? Helt SERIØST hvor kunne alting have været anderledes. Anderledes godt og anderledes skidt.

3: Hvordan ville det klæde mig at være del af generationen under mig? Hvad hvis jeg var fyldt 18 i år? Hvad hvis jeg var vokset op med Skins i stedet for Beverly? Med Gaga i stedet for Ace of Base? Med designertasker i stedet for skovmandsskjorter? Og er der noget galt med mig, fordi jeg som 32-årig frickin elsker Skins og Gaga?

Jeg ved i hvert fald, at min fødselsdag gør mig ligeså melankolsk, som den gør mig glad. At jeg kommer i tanke om, hvor træt jeg er af, at min familie bor så langt væk. Hvor meget jeg ville ønske, at Camilla boede i Kbh. Hvor gerne jeg ville have været en ung mor, og hvor bange jer er for at komme til at sidde fast og se fem fødselsdage mere gå forbi før tingene ændrer sig.

Og så tænker jeg på, hvor heldig jeg er, at jeg er lige præcis her, med lige præcis min kæreste og mine venner  i  min lejlighed og med min kat. Og så kan tjeklisterne og the road not taken fucke af. Indtil næste 10. oktober.

Én ting er sikker. Når man har fødselsdag, skal man feste som de 18-årige:

Og det står øverst på min tjekliste lige nu.