Efterårsmusik

Jeg er en indie kind of gal. Jeg gider ikke rigtig hverken Mads’ rock eller Astrids Robyn og Medina. Jeg hader Tina Dickow, og rynker på næsen af Kashmir. Faktisk er min musiksmag lige til en sarkastisk Copenhipster-blogpost, bortset fra at jeg ikke lytter til electronica (undtagen LCD SS, som måske ville ligge indefor den kategori?), og aldrig er at finde i DJ-miljøet. Hvis jeg nu skal indrømme det, kan jeg nogle gange godt holde op med at kunne lide ting, hvis de bliver spillet for meget i radioen, eller hvis folk, som jeg anser for ikke-musikentusiastiske, lytter til det. Usympatisk og overfladisk? Un petit peut.

Således havde Ryan Adams og jeg en mindre krise, da han pludselig blev stor i gymnasieklasserne for et par år siden, og jeg led en stor sorg, da The Strokes blev taget fra mig tilbage i ’01. Jeg ville gerne have tingene lidt for mig selv. Det er nok et ret generelt karaktertræk, og det er ikke anderledes med musikken. Hertil skal tilføjes en nærmest klaustrofobisk afsky overfor folkeligheden, som jeg klart giver min far skylden for. Vi har aldrig været med til en skid folkeligt – jeg måtte ikke engang besøge det rundrejsende tivoli, når det nåede Esbjerg, i mine inbetweener-år – og min far er benhård og sarkastisk overfor sine jævnaldrendes musiksmag. Jeg er opvokset med The Smiths og New Order, og TV2 er mega no go.

Men jeg har altså en forbandet god musiksmag. Jeg tror faktisk, at alle ville elske alle mine plader, hvis de bare gad lytte til dem. Og efteråret passer perfekt til min musik. Foråret skriger på noget gladere og lettere, og sommeren slår mig helt omkuld med sine vulgære krav om løssluppenhed, men efteråret – det passer til the soundtrack of my life. Lige nu er jeg ved at græde af glæde over at have opdaget Son Lux, og vil gerne vise jer denne smukke video:

Jeg er, trods fortidens uoverensstemmelser, helt betaget af den akustiske version af the Strokes’ gamle “You Only Live Once”, som bliver brugt i traileren til Sofia Coppolas nye, “Somewhere”. Jeg har genfundet mine Jesus and Mary Chain-plader, som er lavet til at blive hørt på denne årstid, og jeg biver måske aldrig træt af at høre på dem her:

Hvis I alligevel synes, det bliver for trist, kan jeg anbefale glade Beach Boys’ede Magic Boys:

OG så synes jeg, I alle skal få røven ud til Amager Bio d. 22. november for at se The Walkmen.

Det var det vigtigste lige nu.

K