Jeg havde fødselsdag i går. Jeg elsker at have fødselsdag. Det er min yndlingsdag i hele året, fordi jeg får gaver, jeg får sms’er og facebookhilsener fra søde mennesker, OG jeg har endda nogle venner, som er så absurd søde, at de sender mig rigtig gammeldags post, som kommer med postbudet (vores postbud her på Mathildevej er i øvrigt sin hel egen blogpost værd, men det må blive en anden gang). Overordnet set elsker jeg d. 10. oktober fordi den ret meget handler om mig.
I går var ingen undtagelse, og min familie, som heldigvis respekterer, at deres 32-årige medlem stadig holder en hel “fødselsdags-weekend” og forventer deltagelse fra det mørke Vestjylland, var i Kbh og fejrede mig med masser af mad, efterårssolskin, rødvin og gåture. Det var pragt-fuldt. Og Andreas gav mig en tur til Damaskus i foråret.
Men. Fødselsdage er også melankolske. Jeg kommer altid til at tænke på:
1: Tjeklister. Hvad burde jeg have nået by now? Havde du spurgt mig som 16-årig, ville jeg for eksempel nok have haft mindst halvandet barn nu. Og et sommerhus. Og et job, som krævede power suits, på en arbejdsplads som lavede ordentlig kaffe. Alle folk er meget sådan “sikke noget fis med de lister” og man skal ikke stresse over presset, hvilket er fint og fornuftigt. På den anden side er jeg for første gang ved at have en alder, hvor alting ikke lader sig gøre længere. Tid er et issue.
2: The road not taken. Hvad nu hvis vi aldrig var flyttet hjem til Danmark? Hvad nu hvis jeg havde læst noget andet på UNI? Hvad hvis jeg stadig var kærester med Svenne fra gymnasiet? Helt SERIØST hvor kunne alting have været anderledes. Anderledes godt og anderledes skidt.
3: Hvordan ville det klæde mig at være del af generationen under mig? Hvad hvis jeg var fyldt 18 i år? Hvad hvis jeg var vokset op med Skins i stedet for Beverly? Med Gaga i stedet for Ace of Base? Med designertasker i stedet for skovmandsskjorter? Og er der noget galt med mig, fordi jeg som 32-årig frickin elsker Skins og Gaga?
Jeg ved i hvert fald, at min fødselsdag gør mig ligeså melankolsk, som den gør mig glad. At jeg kommer i tanke om, hvor træt jeg er af, at min familie bor så langt væk. Hvor meget jeg ville ønske, at Camilla boede i Kbh. Hvor gerne jeg ville have været en ung mor, og hvor bange jer er for at komme til at sidde fast og se fem fødselsdage mere gå forbi før tingene ændrer sig.
Og så tænker jeg på, hvor heldig jeg er, at jeg er lige præcis her, med lige præcis min kæreste og mine venner i min lejlighed og med min kat. Og så kan tjeklisterne og the road not taken fucke af. Indtil næste 10. oktober.
Én ting er sikker. Når man har fødselsdag, skal man feste som de 18-årige:
Og det står øverst på min tjekliste lige nu.
